Ansigts Yoga – øvelser og stillinger

Hvad er Ansigts Yoga?

Ansigtet er vores vigtigste kommunikationsværktøj – vi danner indtryk af andre ud fra deres ansigt, og vi ”læser” hinanden via udseende, ansigtsudtryk, grimasser og mimik.

Ansigtet er fyldt med muskler – omkring 50, der kan kombineres til mere end 7000 ansigtsudtryk.

Med tiden slappes disse muskler, vi mister måske lidt knoglemasse i ansigtet, ligesom huden bliver mindre elastisk og måske danner aldringsrynker.

Ansigtsyoga er ikke et forsøg på at modarbejde din alder, men ligesom mange af os dyrker sport for at holde kroppen fit og musklerne stærke, så vil ansigtsyogaens muskelfitness holde ansigtet sundt.

Alderstegn kan være meget smukke, og et ansigt må meget gerne udtrykke, at det er i gang med at leve et liv.

Hvad er ansigtsyoga godt for?

En ansigtsyoga praksis vil øge blodcirkulationen, detoxe hud og muskler, give et forynget, friskere udtryk og måske forebygge aldringstegn, solskader, ar og pigmentforandringer.

Hvis musklerne i ansigtet er spændte, kan de sætte sig til hovedpine og nakkespændinger, så udover et friskere og måske yngre look, så kan ansigtsyoga kan være med til at øge det fysiske velvære i andre dele af kroppen.

Ansigtsyoga øvelser

I bund og grund er ansigtsyoga styrkende ansigtsøvelser.

Brug gerne en god, økologisk ansigtsolie og så skal du vænne dig til en daglig ansigtsyoga-praksis – måske i forbindelse med den godnat-rutine – hvor du foretager forskellige masserende bevægelser for opstramning af ansigtets muskler.

Der findes forskellige hjælpemidler, som fx en Gua Sha, der er en oldgammel teknik til at skrabe på olieret hud for at fjerne affaldsstoffer og spændinger, og teknikken er kendt fra andre dele af yogaen, hvor man arbejder med meridianbaner og akupunkturpunkter, fx Yin Yogaen.

Nogle bruger små sten til ansigtsmassage eller en jade roller.

Der findes øvelser for hage og hals, og mod rynker mellem øjenbrynene og i pande, bekymringsrynken.

Ansigtsyoga kan også opstramme musklerne i kinderne fx ved hjælp af forskellige ”smileøvelser”, eller ved at holde en kuglepen i munden.

Der findes masser af ansigtsyoga-øvelser for området omkring øjnenes ”ringmuskel” og øjenbrynene.

En øjenøvelse som jeg synes, føles skøn, er ”Uret”, hvor du forestiller dig en gigantisk urskive foran dig.

Begynd ved kl. 12 og kig op uden at dreje hovedet. Følg så urskiven hele vejen rundt med øjnene, så når du når til kl. 3, så kigger du ud af øjenkrogen til højre. Kl. 6 kigger du ned langs næseryggen, og kl. 9 ser du ud af øjenkrogen til venstre.

Efter du har været hele vejen rundt, så kør en runde mod urets retning.

Prøv også ”Surprise” – hvor du spiler øjne og mund op i en overrasket grimasse – efterfulgt af ”en sur citron”, hvor du klemmer ansigtet sammen, som havde du netop taget en stor bid af den sureste citron.

Den afsluttende afspænding, som du kender som Savasana fra fx Hatha Yoga, kan i ansigtsyogaen oversættes til en øvelse, der starter med, at du gnider hænderne mod hinanden for at skabe varme.

Derefter lægger du håndfladerne over dine lukkede øjne nogle minutter, mens du trækker vejret dybt gennem næsen. Mærk selv, hvordan du slapper af i området omkring øjnene.

Efterårstilbud på Online Yoga
Søg på siden
Populære artikler
Følg os

Læs mere

Måske er du også interesseret i: